Hvad kan Danmark lære af Frankrig og Holland? En status på producentansvar for tekstiler i Europa

Den 16. oktober 2025 trådte det reviderede EU-affaldsdirektiv i kraft. Det sætter de overordnede rammer for producentansvar for tekstiler i hele EU og fastslår et fælles princip: den, der sætter et tekstilprodukt på markedet, er ansvarlig for affaldshåndteringen, når produktet bliver til affald.

I praksis betyder det, at producenter og importører skal registrere sig, indberette mængder og bidrage til finansiering af indsamling, sortering og genanvendelse.

Ligesom vi kender det fra andre producentansvar, introducerer direktivet også miljøgraduering på tekstiler, hvor producenter betaler lavere bidrag, hvis deres produkter er designet til at holde længere, er nemmere at genanvende eller indeholder genanvendte materialer. Det gør producentansvar til et direkte incitament til bedre produktdesign.

Frankrig: 17 års erfaring – og stadig i gang

Frankrig er frontløberen. Ordningen startede i 2007 og blev markant opdateret i 2020, da loven forbød destruktion af usolgte varer og skærpede kravene til mærkning af produkternes indhold af genanvendte materialer og mikroplast. I dag styres ordningen af PRO’en Refashion, som 95% af det franske marked er tilsluttet – resten håndterer deres producentansvar individuelt.

Frankrig overgik for nylig fra at have en finansiel model for producentansvar til en hybrid model, hvor Refashion deltager mere aktivt i håndteringen af tekstilaffaldet i stedet for blot at kompensere udgifterne.

Tallene viser et system, der virker, men som stadig kæmper med den sværeste del. Frankrig har opnået en genanvendelsesrate på 60% af det indsamlede og sorterede materiale, langt over det europæiske gennemsnit på 8%. Men indsamlingsraten ligger på 32% af de tekstiler, der sættes på markedet, og målet er 60% inden 2028. Refashion indsamlede i 2023 268.000 tons af de ca. 833.000 tons, der blev sat på markedet det år.

Frankrig har også indført et reparationsmål: antallet af reparationshandlinger skal stige med 35% inden 2028 sammenlignet med 2019. Det er et af de mere vidtgående elementer i den franske model og et eksempel på, hvordan producentansvaret rækker længere end blot affaldshåndtering.

Systemet har dog ikke været uden udfordringer. Utilstrækkelig støtte til sorterings- og genanvendelsesvirksomheder tvang den franske stat til at pumpe milliarder i sektoren for at holde infrastrukturen i live. Desuden er det franske system bygget op, så producenterne skal indberette tekstiler i styk, og antallet af kategorier er meget omfattende.

Holland: tættest på Danmarks situation

Holland ligner mest det system, Danmark arbejder hen imod. Producentansvaret for tekstiler trådte i kraft 1. juli 2023 og er stadig relativt nyt. Producenter og importører skal registrere sig hos myndighederne og inden for seks uger efter registreringen indberette mængderne af tekstiler, de sætter på markedet efter vægt.

Ordningen administreres af Stichting UPV Textiel, der i 2025 opkrævede et foreløbigt miljøbidrag på 0,20 euro pr. kilo for nytilmeldte producenter. For virksomheder, der allerede deltog i 2024, var bidraget lavere.

Hollands mål er ambitiøse: 50% af de tekstiler, der sættes på markedet, skal forberedes til genbrug eller genanvendes inden 2025, stigende til 75% inden 2030. Heraf skal mindst 25% forberedes til genbrug og 33% til fibergenanvendelse. Halvdelen af mængden til genbrug skal forberedes med henblik på genbrug nationalt.

Det er et af de mest ambitiøse målsætningssæt i Europa, og en indikation af, hvilken retning EU’s kommende fælles mål sandsynligvis vil bevæge sig i.

Holland har valgt ikke at indføre mærkningskrav som Frankrig, og systemet er endnu ikke fuldt implementeret. Men det er det land, der strukturelt ligner Danmark mest og dermed det bedste referencepunkt for, hvad vi kan forvente.

Holland har desuden valgt at indføre producentansvar for madrasser, hvilket er frivilligt ifølge Affaldsrammedirektivet.

Den store udfordring: vi mangler infrastruktur og samarbejde

Erfaringerne fra Frankrig og Holland viser os, at selve lovgivningen er kun begyndelsen.

Frankrig har haft producentansvar siden 2007 og indsamler stadig kun 32% af det, der sættes på markedet. Da ambitionerne blev skruet op, var infrastrukturen ikke robust nok til at følge med, og staten måtte pumpe ekstra midler ind i sektoren for at holde sorterings- og genanvendelsesvirksomhederne kørende.

Holland har sat nogle af Europas mest ambitiøse mål, men indrømmer selv, at kapaciteten endnu ikke er fuldt på plads.

Det er en vigtig lektie: et producentansvar er kun så godt som den infrastruktur, det hviler på. Indsamling og sortering er omkostningsfuldt, og hvis finansieringsmodellen ikke er robust fra starten, vakler systemet.

Løsningen kræver investering, tværnationale samarbejder og vilje til at gå ind i markedsudvikling.

Læs mere om vores erfaringer med den type udviklingsarbejde her, og hvad danske virksomheder kan forvente sig af producentansvaret lige nu.

Hvad betyder det for jer som producenter?

De europæiske erfaringer peger i samme retning, og giver tre konkrete læringer til Danmark.

1. Det tager tid at bygge infrastruktur og ændre forbrugeradfærd. Selv Frankrig, med 17 års erfaring, kæmper stadig med at få tekstilaffald ud af husholdningerne og ind i de rigtige kanaler. Jo tidligere vi starter, jo bedre udgangspunkt har vi.
2. Finansieringsmodellen er afgørende. Indsamling og sortering er omkostningsfuldt, og hvis modellen ikke er robust fra starten, kan systemet vakle. En kollektiv ordning, der arbejder efter non-profit-princippet, er det bedste udgangspunkt for at holde omkostningerne nede over tid.
3. Det er muligt at komme hurtigt i gang. Holland viser, at en velfungerende kollektiv ordning kan etableres på relativt kort tid, når branchen og myndighederne trækker i samme retning.

Producentansvaret er kommet for at blive, og kravene vil stige over tid. De virksomheder, der tilslutter sig tidligst, har mulighed for at forme ordningen og undgå de dyreste opstartsfejl. Det er præcis den position, Tekstilretur giver jer i Danmark.