English 
Idéen bag producentansvar er enkel: den, der sætter et produkt eller emballage på markedet, bærer også ansvaret for, hvad der sker med det, når det bliver til affald. Det er en direkte udmøntning af princippet om, at forureneren betaler, og det er ikke nyt i EU-regi.
Vi kender det allerede fra producentansvar på elektronik (indført i Danmark i 2005), batterier (indført i 2009), emballage (indført i 2025) og fiskeriudstyr og engangsplast (indført i 2024).
Hver gang EU har indført producentansvar på et nyt område, har logikken været den samme: dem, der sætter et produkt på markedet, har muligheden for at påvirke designet på en måde, der sikrer bedre brug af ressourcer, et reduceret materialeforbrug og skift til mere miljøvenlige materialer.
Potentialet er enormt og behovet er reelt
For tekstiler har presset bygget sig op i årevis. Tekstilsektoren er den fjerde mest miljøbelastende sektor i EU efter fødevarer, byggeri og transport – og forbruget vokser.
En undersøgelse fra Miljøstyrelsen fra 2023 viser, at det danske tekstilforbrug steg med 36% fra 2016 til 2021. I 2021, før indsamlingskravet trådte i kraft, blev kun 2.000 tons af de 116.000 tons tekstiler, der blev sat på det danske marked, indsamlet særskilt med henblik på genanvendelse.
Det er den baggrund, EU’s beslutning skal forstås i.
EU’s retsgrundlag: fra strategi til direktiv
Det formelle fundament for producentansvaret for tekstiler er det reviderede affaldsdirektiv, som Europa-Parlamentet og Rådet vedtog, og som trådte i kraft den 16. oktober 2025 (Directive EU 2025/1892). Direktivet pålægger alle EU-lande at indføre nationale producentansvarsordninger for tekstiler og fodtøj.
Direktivet er slutpunktet på en proces, der startede med EU’s tekstilstrategi i marts 2022, som satte cirkulær økonomi i tekstilsektoren på den politiske dagsorden, og som siden 2023 har været under forhandling som en målrettet revision af affaldsdirektivet.
Et centralt element i direktivet er miljøgraduering. Det indebærer, at de bidrag, producenter betaler for sit tekstilaffald, gradueres med bonus og malus efter produkternes miljøprofil: produkter, der er designet til lang levetid, er nemme at reparere eller indeholder genanvendte materialer, udløser lavere bidrag end produkter, der er svære at genanvende og har en begrænset levetid. Formålet er at gøre det lønsomt at designe bedre produkter fremfor at finansiere affaldsbehandlingen af dårlige.
Direktivet sætter derudover rammerne for, at EU-Kommissionen senest ved udgangen af 2029 skal evaluere ordningerne og vurdere, om der skal fastsættes konkrete mål for indsamling, genbrug og genanvendelse. Sådanne mål indgår ikke i selve direktivet endnu, da man vurderer, at datagrundlaget ikke er tilstrækkeligt.
Den danske tidsplan
Fra EU-direktivet til dansk lovgivning er der en bestemt proces.
Danmark har 20 måneder til at implementere direktivet i national lovgivning og yderligere 10 måneder til at have producentansvarsordningerne operationelle. Det giver følgende tidsplan:
- januar 2025: Krav om særskilt indsamling af tekstilaffald trådte i kraft i alle EU-lande (I Danmark blev kravet rykket frem til 1. januar 2023).
- oktober 2025: EU’s reviderede affaldsdirektiv trådte i kraft.
- Efterår 2026: Miljøministeriet forventes at sende bekendtgørelsen i høring. Brancheaktører deltager i et samarbejdsforum med myndighederne.
- Forår 2027: Forslag fremsættes i Folketinget.
- I juni 2027: Seneste frist for Danmark til at have vedtaget nationale regler.
- 2027: Mulig første indberetning af estimater til myndighederne.
- 17. april 2028: Producentansvarsordninger skal være fuldt operationelle for store, mellemstore og små virksomheder.
- 17. april 2029: Mikrovirksomheder – virksomheder med færre end 10 ansatte og en omsætning under 15 mio. kr. – får et år ekstra.
Hvad kommer producentansvaret til at dække?
Ifølge Miljøstyrelsen er ca. 10.500 virksomheder i Danmark beskæftiget med fremstilling og salg af tekstiler. Minimum 4.000 af disse forventes at blive direkte omfattet af producentansvaret.
Direktivet dækker beklædningstekstiler, boligtekstiler, gardiner, sengetøj, tæpper, fodtøj og hatte. Der kan desuden komme et producentansvar for madrasser.
Alle virksomheder, der gør disse produkter tilgængelige på et nationalt marked, er omfattet. Det gælder også internationale webshops, uanset om de er etableret i Danmark eller ej.
De konkrete forpligtelser for virksomhederne forventes at omfatte fire hovedelementer: indberetning af mængder fordelt på tekstiltyper til de nationale myndigheder, betaling af bidrag til at finansiere indsamling, sortering og genanvendelse, egenkontrol til dokumentation ved tilsyn samt tilslutning til en kollektiv ordning, som kan blive obligatorisk.
Hvad er endnu ikke på plads?
Der er mange centrale spørgsmål, som endnu ikke er besvaret – hverken på EU-niveau eller i dansk lovgivning. Det gælder bl.a.:
- Hvilke tekstiler er præcist omfattet, og hvordan afgrænses de? Er erhvervstekstiler, grillcovers og andre tekstilnære produkter fx inkluderet?
- Hvordan skal mængderne opgøres og indberettes, og vil man harmonisere definitionen af “markedsført” på tværs af EU?
- Hvordan dokumenteres miljøgradueringen, og kan dokumentation genbruges på tværs af lande?
- Hvilken virksomhed i værdikæden har producentansvaret, hvis flere led er involveret?
- Hvad vil det koste? Miljøstyrelsens tidligere prisestimater fra deres undersøgelse fra 2023 er ikke længere retvisende, da markedet for håndtering af tekstilaffald har ændret sig markant i en negativ retning siden da.
- Hvordan skal man håndtere fast fashion med de nye krav, og hvordan defineres det i praksis?
Svarene på disse spørgsmål vil komme i den nationale bekendtgørelse og i den videre europæiske regulering under Ecodesignforordningen, hvor krav til tekstilprodukter forventes endeligt vedtaget i 2027.
Den strukturelle udfordring: infrastrukturen halter
Et producentansvar er kun så godt som den infrastruktur, det hviler på, og her er der en reel udfordring: markedet for håndtering af tekstilaffald fra husholdninger i Europa er under kraftigt pres.
Det er ikke et dansk problem alene. I Frankrig, hvor producentansvaret har eksisteret siden 2007, indsamlede man i 2023 kun 32% af de tekstiler, der blev sat på markedet, langt under målet om 60% inden 2028. Holland, der indførte sit system i 2023, har sat ambitiøse mål, men kapaciteten til at indfri dem er endnu ikke på plads.
En del af forklaringen er teknisk: tekstiler er en kompleks og sårbar fraktion, der er svær at sortere og genanvende, og som let kan gøres uanvendelig ved forkert håndtering. Det kræver investering i dedikeret infrastruktur og ikke kun indsamling.
Vores erfaring er, at de gode resultater kommer, når de omfattede virksomheder, myndigheder og affaldsbranchen arbejder sammen om løsningerne. Det er præcis den model, Retur og HJHansen Recycling fulgte, da de i 2025 etablerede ERR (Electronic Reuse & Recycling) i Nørre Aaby, Danmarks første genbrugsanlæg for elektronik. Anlægget opstod ikke som følge af et lovkrav, men fordi parterne så et fælles ansvar for at bygge den infrastruktur, der var nødvendig for at nå de reelle mål.
Hvis myndighederne vælger at gå samme vej for tekstiler, bidrager Tekstilretur naturligvis med den viden og erfaring, vi har opbygget gennem Retur i tæt samarbejde med vores medlemmer. På den måde kan vi udvikle markedet for genanvendelse af tekstiler ud fra vores erfaringer med drift af affaldshåndtering, investeringer i ny teknologi og understøttelse af innovation.
Læs mere om europæiske erfaringer med producentansvar for tekstiler og fodtøj her.
